Kimak´s Krydderurte leksikon

Anis-tragthat

Anis-tragthat Cijtocybe odora (Fries) Kummer

Beskrivelse:
Anis-tragthat hører til Ridderhatfamilien (Tricholomataceae). Ratranden er først indrullet, men folder sig senere ud og bliver 4-9 cm bred. Ældre svampe har ofte opadbøjet rand. Farven er i begyndelsen blå- eller grå-grøn, men afbleges med tiden og kan blive næsten helt hvid. Stilken er kort og noget lysere end den øvrige del af svampen, lamellerne er stærkt nedløbende, bleggrønne eller hvidlige, og det lysegrønne kød lugter stærkt af anis.
Oprindelse og udbredelse:
Svampen findes sidst på året (september-november) i løv-og nåleskov og vokser gerne i ringe eller flokke. Den er udbredt over hele den nordlige halvkugle.
Anvendelse:
Anis-tragthat har en fin, lidt bitter-sød aroma og en krydret anislignende lugt, der kan være så gennemtrængende, at retter, der er tilberedt med for store mængder af denne svamp, kan være uspiselige. Den anvendes frisk eller tørret som krydderi, eller i små portioner sammen med andre svampe.
Svampesovs:
250 g blandede svampe (champignon, bovist og lign.), 1-2 stk. anis-tragthat, 1 løg, 1 spsk. olie, 1-2 tsk. bouillonpulver, 50 gr. stribet flæsk, 6 spsk. fløde, lidt karry, salt, peber, citronsaft og I spsk. hakket persille. Kødet skæres i meget små stykker og brunes i olie. Løg og svampe skæres i skiver og koger med, til svampene er møre. Bouillonpulver røres ud og fløden hældes over. Smag til med citronsaft og krydderier og drys med hakket persille. Denne sovs kan anvendes varm eller kold til grillretter, kød- eller fiskeretter og til hårdkogte æg.

udskrivside