Kimak´s Krydderurte leksikon

Bruskhat

Bruskhat Marasmius Fries

Beskrivelse:
Bruskhat hører til Ridderhat familien (Tricholomataceae) og er en svamp med lille, ret seit frugtlegeme, der vokser i klynger og kan tåle at tørre næsten helt ud.
M. scorodonius Fries, spiselig løgbruskhat, bliver omkring 6 cm høj med ca. 2 mm tynd stok, der nederst er mørkebrun, men bliver lysere opefter. Hatten er læderfarvet, let bølget med hvidligt kød, og lamellerne er hvide eller crémefarvede. Svampen lugter stært af løg, især den tørrede svamp, når den har ligget i blød nogen tid.
M. oreades Bolton, elle-dans bruskhat, er lidt større med hvidlig, let behåret stok. Hatten kan blive op til 6 cm bred med læderbrun overflade og bleggult kød. Den forekommer gerne i græsplæner, hvor svampene danner de såkaldte hekseringe.
Udbredelse og høst:
Bruskhat findes overalt i den tempererede zone i nåleskove, lysninger og græsplæner. I tørre perioder svinder de næsten helt ind, men svulmer op igen efter en regnbye, og optræder undertiden i så store mængder, at man kan samle til flere års forbrug. De indsamles fra juni til oktober, og kun hatten er anvendelig.
Anvendelse:
Hattene tørres og kan enten stødes til pulver eller blødes ud i vand før brugen. De anvendes til suppe eller grøntsagsretter.
Andre arter:
Spiselig løg-bruskhat kan forveksles med nåle-bruskhat (Marasmius perforans (Fries) Singer), men denne har ikke så gennemtrængende løglugt. Den forekommer mest i store kolonier på grannåle, og den hornede, brunsorte stilk bliver ikke mere end 2-3 cm. høj. Elledans-bruskhat kan minde om trævl-hat (Inocybe (Fries), som på grund af sit indhold af muscarin er giftig, eller om peber-fladhat (Collybla peronata (Fries) Singer), som lugter ubehageligt og har en stærk peberagtig smag, og derfor er uspiselig.

Øverst: Marasmius oreades
Nederst: Marasmius scorodonius

udskrivside