Kimak´s Krydderurte leksikon

Cedrat

Cedrat Citrus medica Linné

Beskrivelse:
Et lavt, buskagtigt træ af Rudefamilien (Rutaceae) med uregelmæssig krone, tornede grene og kortstilkede blade. De store blomster er udvendigt røde og hvide indeni. Frugten er oval, 15-25 cm lang og 5-10cm bred, grøngul og velduftende med tyk, rynket eller glat skal. Frugtkødet er ret sparsomt og er delt op i 10-l3 bådformede skiver.
Oprindelse og udbredelse:
Cedrat kendes ikke som vildtvoksende, men menes at stamme fra østhimalaya, Sydkina og måske også Cambodia. Træet har været dyrket siden oldtiden i forskellige former. Af gravfund kan man slutte sig til, at cedratkulturer kom til Ægypten i midten af det 2. årtusind f.K., hvorfra de bredte sig til hele det østlige Middelhavsområde. Omkring 300 år før vor tid dyrkedes træet i Medien og Persien, hvor grækerne lærte det at kende og kaldte frugten for »medisk æble«. Den tykskallede, knudrede frugt anvendtes i oldtiden som modgift mod slangebid, især i Grækenland, mens romerne mere dyrkede cedrat som prydtræ. Omkring Kristi fødsel smykkede hundredevis af cedrattræer de romerske patricierhaver.
I dag dyrkes cedrattræer overalt i de subtropiske områder. De største plantager findes på Azorerne samt i de vestlige Middelhavslande, hvor det især er en variant, bajoura, der foretrækkes. Denne art har tykskallede, ikke ret saftige frugter, der kan veje op til 2,5 kg.
Anvendelse:
Frugten høstes umoden, og den tykke skal koges med sukker og tørres. Det produkt, der fremkommer, kaldes sukat eller citronat og anvendes til mange former for kager. Ikke blot er det et velsmagende krydderi, men det bevirker også, at især formkager holder sig længere friske.

udskrivside