Humle

Humle forekommer vildtvoksende overalt i Europa og Vestasien. I Mellemeuropa dyrkes hunplanten i humleplantager, hvor den snor sig op ad lange stænger. Planten har været dyrket som kulturplante siden det 9. århundrede og var oprindeligt en lægeplante, men anvendtes senere af munkene til fremstilling af øl.
Indholdsstoffer og virkning:
De hunlige blomsterstande (humlekopperne) bærer små kirtier, der indeholder harpiks, hvis væsentligste bestanddele er humolin og lupulin (fytonsider), foruden æterisk olie, garve- og bitterstoffer. Alle disse stoffer virker stimulerende på appetitten, er vanddrivende og nerveberoligende og afhjælper søvnløshed.
Anvendelse:
Som krydderurt anvendes den ubefrugtede humlekop, og man må derfor sørge for, at der ikke findes hanblomster i nærheden. Af humlekoppen udvindes bl.a. det bitre stof lupulin, som anvendes i ølbrygning. Det virker fremmende på gæringen og dræber samtidig uønskede mikroorganismer, foruden at det giver øllet smag og holdbarhed. Tidligere anvendtes humle også som lægemiddel, og i husholdningen brugtes den bl.a. i supper. I dag anvendes humle udelukkende i industrien som lægemiddel, krydderi og konserveringsmiddel. I visse lande bruges humleskud i salat med olie, eddike, salt og peber, mens lidt ældre skud tilberedes som asparges. De unge skud kan også blancheres og serveres med vineddike eller blandes i bechamelsovs til kalvebrisler.