Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Lakridsrod

Lakridsrod Glycyrrhiza glabra Linné

Beskrivelse:
Lakridsrod er den kraftige, træagtige rod fra en flerårig buskvækst af Ærteblomstfamilien (Fabaceae). Planten kan blive op til 180 cm høj og har spredte, uligefinnede blade og små, blåviolette blomster i langagtige klaser.
Blomstringstid:
juni-juli.
Oprindelse og udbredelse:
Lakridsrod hører hjemme i flodenge i det østlige Middelhavsområde og Den nære Orient, men findes i dag overalt i Sydeuropa, i Sydvest-, Central- og østasien samt Nordafrika. Visse steder i Mellemeuropa dyrkes den også, men fortrinsvis til lægelig formål.
Dyrkning og høst:
Planten foretrækker næringsholdig, ikke for tung lerjord og megen varme. Formering sker ved hjælp af Ca. 20 cm lange rodstykker, stiklinger, og planten kan vokse samme sted i mange år.
Om efteråret eller tidligt på foråret høster men rødderne af 3-4 år gamle planter. De vaskes, skrælles og tørres ved 35 grader. Rødderne skal skrælles, hvis de skal anvendes som krydderi, idet skallen indeholder en ubehageligt smagende harpiks.
Indholdsstoffer og virkning:
Lakridsrod indeholder op til 15% glycyrrhizin, et stof med saponinlignende egenskaber, der er fire gange sødere end sukker, glykosider, æterisk olie, garvestof, kalium, kalcium, flavon og fytonsider. Den virker krampestillende og vanddrivende, regulerer stofskiftet, forhindrer oppustethed, stimulerer afsondringen af mavesaft, hjælper mod nervøse mavelidelser og mavekneb og indvirker desuden på visse hormoner. Man har også haft gode erfaringer med lakridsrod ved mavesår og så på tolvfingertarmen, men ved længere tids brug kan den bevirke vandansamlinger i vævet, som kan føre til ødemer og andre besværligheder.
Anvendelse:
Som medicin og krydderi anvendes den aromatiske, søde rod, som pulveriseres. Den uskrællede rod er dækket af en korkagtig brun skal, mens den skrællede er svovlgul. Af roden udvindes en ekstrakt, en gummiagtig, mørkegrå masse, der bruges til fremstilling af lakrids (»små sorte«).
Lakridsrod anvendes på utallige måder i levnesmiddel-, sukkervare- og medicinal- industrien samt ved likørfremstilling.

udskrivside