Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Løvstikke

Løvstikke Levisticum officinale Koch

Beskrivelse:
En flerårig vækst af Skærmblomstfamilien (Apiaceae eller Umbelliferae) med fjersnitdelte, mørkegrønne blade, der ligner selleriblade. Den kraftige, kødfulde rodstok fortsætter i en over 2 m høj, hul stængel. De bleggule blomster sidder i flerstrålede skærme, og den gulbrune frugt deler sig ved modning. Plantens aromatiske duft, der minder om en blanding af selleri, porre og persille, har gjort, at den mange steder kendes under navnet »maggiurt«.
Blomstringstid:
juli-august.
Oprindelse og udbredelse:
Den oprindelige løvstikke, Levisticum persicum Freyn & Bornmüller, stammer fra Persien. I det 12. århundrede kom planten til Italien og har herfra bredt sig ud over Europa. Den har i mange år været fortrængt fra husholdningerne til fordel for færdigblandede suppekrydderier, men efterhånden er den ved at komme på mode igen.
Dyrkning:
Man kan så løvstikke tidligt om foråret, men det er lettere at dele en gammel plante, som sættes i godt gennemgravet og gødet jord. Planten vokser hurtigi og breder sig stærkt, så det er nødvendigt at skære den ned om efteråret. En enkelt løvstikke er nok i en almindelig husholdning.
Indboldsstoffer og virkning:
Alle plantedele indeholder æterisk olie, og desuden forekommer kumarin, vitaminer, bitterstof, harpiks, sukker og organiske syrer. Afkog af løvstikke fremmer udskillelse af urin og galde, påvirker sekretionen i mave og tarmkanal samt lindrer oppustethed.
Anvendelse:
Både rødder og blade kan anvendes i husholdningen. Bedst er de friske blade, men de kan dog også tørres og knuses før brugen. Løvstikke er en meget aromatisk urt, der især egner sig til suppe, men friske, hakkede blade kan også bruges salat, fars, kødretter af svin og får samt i ægretter og sovs. Løvstikke har en temmelig krydret smag og skal derfor anvendes med omtanke. 3-4 hakkede blade eller i skive af roden er passende til 4 portioner.
Smagen går fint sammen med merian, løg og hvidløg. Bladene kan enten fryses ned eller opbevares i mørke glas med tætsluttende låg.

udskrivside