Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Malurt

Malurt Artemisia absinthium Linné

Beskrivelse:
Flerårig plante af Kurvblomstfamilien (Asteraceae eller Compositae). Rodstokken er knudret, og den nederste del af stænglen, som kan blive op til 1 m høj, bliver med alderen nærmest træagtig. Hele planten er dækket af sølvgrå dun. De talrige, små gule blomster sidder i halvkugleformede klaser. Frugten minder om en lille nød og har brunlige striber. De langstilkede, fjersnitdelte grundblade har smalle, lancetformede spidser, stængelbladene er dannet på samme måde og bliver mindre opefter.
Blomstringstid:
juli-september.
Oprindelse og udbredelse:
Malurt har hjemme i Asien, Nordafrika samt Mellem- og Sydeuropa, men er indført til Skandinavien og Nordamerika. Planten forekommer på diger, stenede skråninger og vejkanter. Malurt er en gammel læge- og krydderurt, som oldtidens ægyptere og senere grækere og romere satte stor pris på.
Dyrkning og høst:
Malurt kan dyrkes i haven, men kan også samles i naturen. Planten formeres enten vegetativt eller ved frøkast. Den trives bedst i næringsholdig, porøs jord og kræver en del varme og vand. Malurt høstes i tørt vejr, hvor indholdet af æteriske olier er størst.
Indholdsstoffer og virkning:
Malurt indeholder en æterisk olie, der bl.a. består af thujon, et bitterstof, absinthin, fytonsider og andre stoffer. Den påvirker sekretionen i fordøjelseskanalen, stimulerer appetitten samt virke galde- og ormedrivende og desinficerende.
Anvendelse:
De unge blade eller stænglen, som endnu ikke er blevet hård, indsamles lige inden blomstringen. Malurt anvendes både frisk og tørret og er en meget aromatisk og bitter-krydret plante. Bruges især til kryddersnaps, vermouth og bitterlikør samt i visse tyske former for cognac. Tidligere brugtes den til fremstilling af absint, men man fandt ud af, at overdreven nydelse fremkaldte epileptiske symptomer, og det er derfor blevet forbudt at fremstille denne drik.
I husholdningen anvendes malurt sjældent på grund af den bitre smag, men en knivspids tørret, stødt malurt kan dog bruges i kagedej, til gåse- eller andesteg, lammesteg og røget eller saltet svinekød.
Enhver god bartender kender det lille fif med et frisk malurtblad i martini'en, som lige netop giver den rette pikante smag.
Vigtigt:
Malurt må ikke bruges over en længere periode hverken som lægemiddel eller krydderurt. Gravide kvinder bør helt afholde sig fra malurt, som ved vedvarende brug fremkalder blødninger i mavens slimhinder og opkastning.

udskrivside