Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Muskat

Muskat Myristica fragrans Houttuyn

Beskrivelse: Et dekorativt, stedsegrønt træ af Muskatnødfamilien (Myristicaceae), der bliver mellem 5 og 18 m højt. Kronen er mørkegrøn og kegleformet, stammen og grenene dækket af en glat, grøngrå eller olivenfarvet bark. Træet bærer udelukkende enten han- eller hunblomster, og det er fortrinsvis de hunlige vækster, der dyrkes i plantager.
Oprindelse og udbredelse:
Muskat hører hjemme på Molukkerne og findes kultiveret på øerne Banda og Amboina samt Java, Borneo og Sumatra. Også i andre tropiske egne dyreks muskat, men de trives ret dårligt.
Høst:
Når nøddefrugten er moden, revner den, og plukkes eller slåes ned med lange bambusstænger. Først fjernes frugtkødet, og den fligede frøkappe skrælles af og tørres. Derpå tørres selve frøet, og frøskallen slåes af, hvorved den gråbrune frøkerne kommer til syne. Alle kerner sorteres efter størrelse og dyppes til sidst i en kalkopløsning, som beskytter mod skimmel og insektangreb.
Indholdsstoffer:
Muskatnød indeholder 6-8% - og muskatblomme op til 17% æterisk olie, hvis hovedbestanddel, myristicin, giver krydderiet den typiske smag og lugt. Desuden indeholder nødden 25-35% fed olie, hvoraf Ca. 12% er muskatsyre. Af andenklasses muskatnødder udvindes en olie, der forhandles under navnet muskatsmør og anvendes i medicinal- og parfumeindustrien.
Anvendelse:
Frugten ligner en glat fersken. Ved modning revner frugtkødet, og indeni ligger frøet omsluttet af en fliget, koralrød kappe. Denne frøkappe fjernes forsigtigt, og når den er tørret, kommer den i handelen som muskatblomme. Det egentlige frø består af en stærkt året skal, som omgiver en hvidgrå kerne, selve muskatnødden. Den sødligbitre muskatnød og den lidt mildere muskatblomme har været anvendt som krydderi overalt i Europa siden det 16. århundrede. Det egner sig særligt til spinat, blomkål og rosenkål, i hvide sovse, i ragout, kød- og osteretter såvel som til muslinger, pølse og postejer. Desuden bruges det i bagværk samt i likør- og parfumeindustrien.
Muskat indgår i mange orientalske krydderiblandinger og passer sammen med peber, laurbær, nellike og kanel, men ikke med stærkere krydderier. Muskat skal anvendes med måde og er i hel tilstand holdbar i op til flere år, mens revet muskat meget hurtigt mister sin kraft.

udskrivside