Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Nellike

Kryddernellike Syzygium aromaticum (Linné) Merrill, syn. Eugenia caryophyllata Thunberg

Beskrivelse:
Et stedsegrønt træ af Myrtefamilien (Myrtaceae) med symmetrisk, pyramideformet krone. Træet skyder talrige sidegrene, og stammen er beklædt med glat, grålig bark. De læderagtige blade er blanke og mørkegrønne på oversiden, mens undersiden er lysere og fyldt med små duftkirtler.
Oprindelse og udbredelse:
Kryddernelliketræet kommer oprindeligt fra Molukkerne og dyrkes i dag i mange tropiske egne, bl.a. Indonesien og Vestindien, men først og fremmest på Zanzibar, Madagaskar og Mauritius, hvorfra fire femtedele af verdensproduktionen kommer. Den bedste kvalitet fås dog fra det oprindelige hjemsted, især fra øen Amboina. De tidligste optegnelser om brugen af kryddernelliker stammer fra Kina omkring 300 år før vor tidsregning. Kineserne brugte nellike mod tandpine og tyggede den for at få en vellugtende ånde. De gamle romere anvendte den som krydderi, og den kom til Europa i middelalderen.
Indholdsstoffer og virkning:
Blomsterknopperne indeholder 14-21% æterisk olie, der hovedsageligt består af eugenol.
Kryddernellike er gavnlig for fordøjelsen og stimulerer appetitten.
Anvendelse:
Kryddernelliker er tørrede blomsterknopper. Selve frugten er et langagtigt, ovalt bær med tydelige rester af bægerblade i spidsen. Den modne, tørrede frugt forhandles også som krydderi, men er ikke så god som knopperne.
I husholdningen er kryddernellike et af vore mest anvendte krydderier. Det bruges til marinade, kålretter, flæskesteg, skinke, fisk og vildt, og til syltning af frugt, agurker og græskar. Det benyttes også i rødvinstoddy, og hele nelliker stukket i appelsiner giver en dejlig duft i stuen ved juletid. Stødt nellike bruges i bagværk.
Kryddernellike passer sammen med kanel, kardemomme, ingefær, peber, løg og hvidløg, men ikke med friske krydderurter. Krydderiet skal anvendes sparsomt, 1 nellike til 4 portioner, og hele nelliker kan holde sig i to år, mens stødt nellike hurtigt taber smagen.
Den farveløse eller let gullige nellikeolie udvindes af knopper, grene og frugt. Den har et højt indhold af eugenol og bruges derfor ikke alene til parfume, men også til fremstilling af antiseptiske midler og tandpasta samt til aromastof i tomatketchup, sovs og lignende i levnedsmiddelindustrien.

udskrivside