copyright

Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås Pastinak

Pastinak Pastinaca sativa Lnné

Beskrivelse:
Den toårige pastinak af Skærmplantefamilien (Apiaceae eller Umbelliferae) bliver mellem 50 og 100 cm høj med kantet-furet stængel, der er nøgen eller svagt behåret. Bladene er ret karakteristiske, fjersnitdelte med 7-9 indskårede, takkede afsnit. De små, gule blomster sidder i 5-20 strålede dobbeltskærme uden svøbblad. Frugterne er flade og ovale og kan blive op til 7 mm.
Blomstringstid:
juni-august.
Oprindelse og udbredelse:
Pastinak stammer oprindeligt fra Vestasien. Den forekommer ofte i græsfrøblandinger og har derfor bredt sig overalt i de tempererede zoner. Især i Amerika optræder den hyppigt som ukrudt. Planten findes på enge, i vejkanter og rydninger.
Dyrkrnng og høst:
Den kulturform, der dyrkes, udvikler kraftige, kødfulde rødder med en sødlig smag, der minder om persille. Den bedste sort er Siam-pastinak. Den dyrkes bedst i tung muldjord, der er grundigt gennemgravet, så rødderne kan udvikle sig. Man sår om efteråret eller tidligt om foråret og høster roden i slutningen af første vækstår. Roden er ret hårdfør og kan derfor opbevares udendørs i kulde vinteren over. Pastinak er en dejlig spise i vintermånederne, hvor det ellers kan knibe med grøntsager.
Indholdsstoffer: Hele planten indeholder furokumarin, og frugten desuden olie og kalciumoxalat. Rod og frugt anvendtes tidligere som lægemiddel især mod tandpine, feber og svindsot. Roden indeholer relativt store mængder tørstof, og næringsværdien er derfor højere end f.eks. i gulerod.
Anvendelse:
Pastinak har været dyrket siden oldtiden, og hos Dioskorides kan vi læse om, hvordan de gamle grækere anvendte den kogte rod. Roden kan også bruges som kreaturfoder og dyrkes derfor i landbrug. Tidligere anvendtes den som kaffeerstatning og brugtes desuden ved fremstilling af øl og vin.
I husholdningen bruges kun den friske pastinakrod, der smager sødligt, lidt mildere end persille. Desværre anvendes den ikke ret meget herhjemme, men sammen med andre suppe urter er den god i sammenkogte retter, og i den franske ret Pot au feu benyttes den ofte. Den æteriske olie i roden benyttes i mange krydderiblandinger og -tilsætninger.
Vigtigt:
Den vildtvoksende pastinak er væsentligt stærkere og mere bitter, men den kan dog bruges i madlavningen, hvis den først koges ud i saltvand nogle timer.

Pot au feu:
1/2 kg oksekød med maryben, 1/4 kg kalvekød, 1 løg, salt, sort peber, timian, 2 laurbærblade, 2 gulerødder, 4 porrer, 1 kålrabi, 4 store kartofler, 2 parti nakrødder, 1 bundt persille, rødvin. Det uskrællede løg halveres og brunes på panden med snitfladen nedad. I en stor gryde koger kødet langsomt op med løg, salt, krydderier og 2 liter vand. Skummes og koger videre under svag varme i 3 timer. Suppen sies, og kød og grøntsager skæres i skiver eller små stykker og koger videre i suppen endnu 30 min. Drys til sidst med hakket persille.
Skal det være helt rigtigt, spises Pot au feu således:
I hver tallerken lægges en skive franskbrød, suppen hældes over, og der tilsættes en sjat rødvin.
Næste ret er kødet og grøntsagerne serveret med brød, sennep og salt - og så rødvin selvfølgelig.

udskrivside