Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Persille


Persille Petroselinum crispum (Miller) A. W. Hill, syn. * P.hortense Hoffmann

Beskrivelse:
Persille er en to- eller flerårig køkkenurt af Skærmblomstfamilien (Apiaceae eller Umbelliferae). I første vækstår danner den pælerodog blade, i andet år en op til 80 cm høj stængel med grøngule blomster i dobbeltskærme. Frugten er et lille, grønbrunt dobbeltfrø, der ved modning deles i to.
Oprindelse og udbredelse:
Persille stammer fra Middelhavsområdet, og blev allerede i det 3. århundrede f.K. anvendt som køkkenurt. Under Karl den Stores regeringstid kom planten til Europa, og i dag dyrkes den overalt i verden. Der findes talrige kulturformer, men herhjemme er kruspersille den mest kendte.
Dyrkning og høst:
Persille stiller ikke særlige krav til jordens beskaffenhed. Frøene såes i april-juni, og der går gerne tre uger, før de begynder at spire. Vil man have frisk persille hele vinteren, kan man tage en lille plante ind i stuen i en urtepotte. Man kan også tage et stykke af roden og lægge den i en tallerken med vand. Står den varmt og lyst, vil den snart begynde at udvikle blade.
Indholdsstoffer og virkning:
Friske persilleblade er meget C-vitaminrige (200 mg i 100 g blade), hvorimod roden kun indeholder ringere mængder C-vitamin. Bladene indeholer desuden Bl- og B2 vitaminer og nikotinsyreamid. I alle plantedele, men specielt i blade og frø, forekommer æterisk olie, hvis væsentligste bestanddel er apiol. I bladene findes endvidere magnesium og jern. Persille virker stimulerende på appetitten, fordøjelsesfremmende og vanddrivende.
Anvendelse:
Først og fremmest anvendes de friske blade, men tørret persille, frø og rod optræder også i talrige krydderiblandinger. Veltørrede persilleblade skal være grønne og kan såvel som frøene anvendes i madlavningen.
Persille hører til de mest udbredte og yndede krydderurter i alle husholdninger. Friskhakket persille bruges til kød- fiske- og grøntsagsretter, suppe, fars, kryddersmør, marinade, sovs, æg- og svamperetter samt som pynt til smørrebrød og kolde anretninger.
Frisk persille skal ikke koge med, men tilsættes, når retten er færdig. 1-2 tsk. tørret persille passer til 4 portioner.
Vigtigt:
Gravide kvinder og personer med nyrelidelser bør ikke spise mere end 1-2 spsk. friskhakket persille om dagen.


I midten: Pastinaca sativa
Tv. og th.: Petroselinum crispum

udskrivside