Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Pibeløg

TILBAGE til INDEX

Pibeløg Allium fistulosum Linné

Beskrivelse:
Flerårig, indtil 1 1/2 m høj løgart af Liljefamilien (Liliaceae). Blomsterne er gullighvide og sidder tæt sammen i skærm. Stænglen er hul og kan blive indtil 2 cm tyk. De stærktgrønne blade minder meget om purløg.
Oprindelse og udbredelse:
Pibeløg stammer fra Det fjerne østen, antagelig Kina, hvor dyrkningen også i dag er meget udbredt. Det kendes ikke vildtvoksende. Muligvis er det en videreudvikling af det altaiske løg (Allium altaicum Pallas), som det minder meget om. Pibeløg kan godt tåle frost. I middelalderen var det ukendt i Europa, men det fremgår af flere beretninger, at det har været dyrket i flere tusinde år i Kina. I dag er dyrkningen udbredt både i Europa og Amerika.
Dyrkning:
De mange dyrkningsformer og klimabetingelser har udviklet forskellige arter såsom russisk, kinesisk og japansk pibeløg, og af disse anses den kinesiske for at være den bedste. Denne udmærker sig ved kraftig vækst og kan nå en højde af 1 1/2 m. Bladene er finere og smager af mere, end de arter, der dyrkes i Europa.
I Kina dyrkes pibeløg i stor stil, ikke alene for bladenes skyld, men også på grund af den kødfulde stængel, der er meget velsmagende og sød. Dannelsen af disse stængler fremmes ved regelmæssig hypning af de nederste plantedele. Især i Kina, Japan og Canada, men også herhjemme, dyrkes en særlig art etageløg (Allium cepa var. viviparum) som i stedet for blomster udvikler sideløg, der danner nye sideløg, og på den måde kan der sidde løg i flere etager på planten. Disse sideløg anvendes til formering, men kan også spises, fortrinsvis syltet i eddike som perleløg. Pibeløg formeres ved såning eller ved deling af gamle planter.
Indholdsstoffer:
Bladene er overordentligt vitaminrige, alene indholdet af C-vitaminer er 5 gange større end i almindeligt løg.
Anvendelse:
Pibeløg dyrkes på grund af bladene, der kan benyttes hele året, og som ikke tager skade af frost.

udskrivside