Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Sesam

Sesam Sesamum indicum Linné

Beskrivelse:
Sesam er en 30-60 cm høj plante af Pedaliaceae-familien. De underste blade er fligede og modsatte, de øverste lancetformede og helrandede. I de øverste bladhjørner sidder de ca. 3 cm lange, hvide blomster, og frugten er en opret, kantet, firerums kapsel med talrige flade frø af forskellig farve.
Blomstringstid:
juli-august.
Oprindelse og udbredelse:
Sesam er en ældgammel kulturplante der nåede til Ægypten allerede 1300 år før vor tidsregning. Man ved ikke med bestemthed, hvorfra den stammer, men det anses for sandsynligt, at den kommer fra tropisk Afrika eller muligvis Sydøstasien. I dag dyrkes Sesam overalt i de tropiske og subtropiske områder, og de vigtigste dyrkningslande er Indien, Sydamerika, Japan, Nord- og østafrika, Ægypten, Syrien og Centralasien.
Anvendelse:
Af frøene udvindes en fortrinlig olie, som i smag ikke står tilbage for olivenolie, og olieindholdet kan nå helt op på 57%. Olien presses ud af frøene ved lav temperatur. Den er lysegul, lugter ikke af noget og anvendes i madlavningen. Når olien er presset ud, bliver de resterende oliekager, som er meget næringsrige og letfordøjelige, anvendt bl.a. i sukkervareindustrien, i bagværk og til fremstilling af forskellige sovse, men frem for alt er de et værdifuldt kraftfoder til kvæget. »Sesam er gudernes krydderi«, står der at læse på lertavler fra det gamle Babylon. I vore dage anvendes sesåmfrø og sesamolie især i Orienten.
Sesam kan bruges i brød, kødboller, blomkål, broccoli og fjerkræ. En meget yndet form for slik i Balkanlandene og Orienten er den tyrkiske honning, der kendes som »halva«. Denne klistrede lækkerbisken fremstilles af malede sesamfrø, sukat, honning, pisket æggehvide og citron- eller vinsyre. Sesamolie anvendes i salater.
Sesam passer sammen med alle asiatiske krydderurter og krydderiblandinger, og både frø og olie kan købes i helsekostforretninger. Af blomsterne udvindes en æterisk olie, der bruges til fremstilling af parfume, cologne og lignende. Olie, der er udvundet ved højere temperaturer, anvendes hovedsageligt i industrien.

udskrivside