Kimak´s Krydderurte leksikon - Gås

Valmue

Opiumvalmue Papaver somniferum Linné

Beskrivelse:
En etårig plante af Valmuefamilien (Papaveraceae) med blålig, behåret stængel, der kan blive op til 1 1/2 m høj. Bladene er groft takkede, stængelomfattende, de underste dog med kort stilk. Knopperne er nedadbøjede, og de to bægerblade falder af ved blomstringen. De store, hvidlilla kronblade er mørke, nærmest brunviolette ved grunden, og den kapselagtige frugt åbner sig ved modningen i små huller foroven. Frøene er som regel blåsorte, og hele planten indeholder en hvid mælkesaft.
Blomstringstid:
maj-juli.
Oprindelse og udbredelse:
Opiumvalmuens hjemsted kendes ikke med sikkerhed, men den stammer muligvis fra det vestlige Middelhavsområde. I dag dyrkes den utallige steder i Asien og Europa incl. Danmark, hvor den også undertiden forekommer vildtvoksende.
Dyrkning:
Valmuen kræver frugtbar, velgødet muldjord og såes i det tidlige forår. I vækstperioden skal der vandes og gødes regelmæssigt. Planten dyrkes sjældent i haven, da fuglene spiser alle frøene, før man selv når at få glæde af dem.
Indholdsstoffer og virkning:
Valmuen indeholder Ca. 5O% olie samt en del giftige alkaloider, der kommer fra mælkesaften især i frugtkapslen, og som bruges til meicinske formål. Disse alkaloider indeholder bl.a. morfin, codein, narkotin og thebain. Valmuefrø har en høj næringsværdi; de indeholder bl.a. store mængder mineralstoffer, protein, sakkarid og organiske syrer. De virker stimulerende på appetitten og bruges som nydelsesmiddel til tygning og til udvinding af olie.
Anvendelse:
Som krydderi anvendes de modne frø, som har en sødlig, krydret smag. Hvis de smager harsk, er de blevet for gamle. Frøene bruges især til bagning (birkes) og i kager som erstatning for valnødder. Desuden anvendes de i forskellige krydderiblandinger, f.eks. karry, som blandet med valmuefrø er et yndet krydderi til kødretter i Orienten.

Orientalsk krydderiblanding:
60 g koriander, 10 g sort peber, 50 gfennikel, 50 g valmuefrø, 10 g ingefær, 5 g cayennepeber, 10 g spidskommen og 10 g gurkemeje.

udskrivside